Gensyn I Frankrig

19. august 2019: Solopgangen over Alsage regionen, skubber trætheden fra nattens kørsel i baggrunden.
Fremme ved mål, kommer Jean Marc mig i møde med et stort smil. Det er en del år siden vi sidst har mødtes, så gensynsglæden er ikke til at ligge skjul på. Da vi sætter os i skyggen fra den stegende sol, går snakken lystigt over en iskold øl. Senere på dagen tager vi til 70års fødselsdag.
Efter at have fejret Marcs far med manér, går vi tilbage gennem gaderne, i den kølige aftenluft. Vores fokus retter ind mod de næste 4-5 dages fiskeri.

Rhinens Guld: Langs med Rhinen ligger et utal af grusgravssøer.
De spænder typisk fra 20-120ha i størrelse, og vanddybder på 30-40m er ikke ualmindeligt.
Den massive udvinding af grus-materialer (Gold Of The Rhien), har i form af dybe klare vandhuller, sat sine spor på landskabet. Det er et af disse paradis, der er målet for turen.

Jeg har stået ved kanten af det 70ha store vandspejl før. Har kun hørt den omtalt under navnet Grusgraven. Blot en lille håndfuld mennesker har adgang her.
Den størst kendte karpe, er taget for et par år siden på 27.5kg. Langs den ene bred ligger der enkelte små jordstykker, med tilhørende fiskeret.
Jean Luke og Jean Marc har en af de gyldne nøgler, til området bag stålporten.
Der er ingen der helt præcist ved, hvad der gemmer sig i søens 35 meter mystiske dyb.

Tag det hele: Tirsdag eftermiddag, finder vores tackler vej gennem vandsøjlen. Marc fortæller at søen har en dårlig sigtbarhed for tiden. Ekkoloddet viser 3.2m og jeg kan tydeligt se bunden, langs foden af den grødekant vi sejler ved. Han forklarer at man normalt kan se langt dybere, end de nuværende 3.5m.

Den sidste tid har der været varmt i regionen og denne uge bliver ingen undtagelse. Sol, svag vind og 30-35 grader i skyggen. Ikke specielt lovende for de kommende dages fiskeri.
Lige inden mørket kommer en delkim til live.
Det er Marc der er bud efter, men stangen bliver liggende da han når frem. 
I stedet insisterer han kraftigt på, at jeg skal tage den.
Efter en forvirret ordveksling, tager jeg kontakt til en fisk der for længst er væk. Manden har åbenbart besluttet, at jeg skal tage alle de runs der måtte komme.
Diskussionen bliver lukket da det næste hug falder, og jeg bliver skubbet hen imod hans hylende rodpot.
En 8kgs spejler, bliver min første franske karpe i mange år.

.

I det første morgenlys kommer et eksemplar mere i båden. 15kg trækker den vægten til.

Kun agnen til forskel: Senere op af formiddagen er jeg alene i lejren. Min makker er ude for at ordne nogle af hverdagens gøremål. Loui der har sin daglige gang i området, sidder ved en lille flod 30 meter væk. Der fanger han agn til hans mallefiskeri.
Der er lagt 5 stænger ud, hvoraf 2 er Marcs. Ingen af de to hug faldt på mine klinger, Så tankerne kredser omkring, hvad der kunne være gjort anderledes.
Den eneste væsentlige forskel, skulle være vores agn. Jeg havde et par måneder forinden, lavet et større indkøb til rulning af boilies.
Efter en håndfuld prøvemix/rulninger, var de første 40kg kommet ud med tilfredsstillende resultat. Det efterfølgende testfiskeri havde også været positivt.
Jeg nægtede at tro, agnen kunne være årsagen.

Foderplads af madrester: Stående på toppen af trappen, der fører ned til platformen med stængerne, ser jeg et par voldsomme bobleskyer få meter nede af brinken. De bryder overfladen nøjagtig ud for det sted, hvor der kort forinden er blevet skyllet madgryder af.
Lettere febrilske hænder finder ekstrastangen frem. Fletlinen bliver udskiftet med en spole 0.37 nylon, så der er lidt elasticitet til en fight under stangspidsen.
Et simpelt 18cm langt combi-rig, bliver bundet af 30lb soft-coated hooklink, og agnet med en synkende 20mm boilies. Da jeg lister mig ned ad trappen, er der stadig tegn på aktivitet. Utålmodigt venter jeg til dyret trækker lidt væk, så jeg forsigtigt kan sænke tacklet de tre meter ned gennem vandsøjlen. En begrænset fodring af tre hele og et par knækkede boilies følger efter.

Humørsvingninger: Siddende på nederste trin, kan jeg 10 meter væk se en velvoksen skælkarpe.
Den glider ud af skyggen, fra det væltede og oversvømmet træ, den kort tid forinden havde fortrukket til.
Med rolige bevægelser styrer den velkomne gæst mod opvaske pladsen.
Over tacklet stiger bobler gennem vandet. Slacklinen strammer op efter et lille nøk, og jeg melder mig øjeblikkeligt ind i kampen.
Det første dybe træk bevæger sig væk fra platformens ben. Ingen tvivl om, at fisken vil tilbage til trækronens mørke tryghed. På grund af linepresset direkte over ryggen, bryder den overfladen inden mål og ruller tungt.
I et par sekunder, kan lettelsen over huggets første forløb, mærkes i hele kroppen.
Følelsen forsvinder øjeblikkeligt, da min ene bidmelder humørsvinger, fra 19 timers inaktivitet, til fuldblods run.

Andenpræmie: Loui hører mit kald højt og tydeligt! Forundret over den hektiske aktivitet, løber han ned af trappen. Manden kender ikke grejet, så da han løfter stangen mod himlen, bliver lyden fra den forpustede delkim, afløst af en bremse i overdrive.
Jeg giver hurtige instruks, men mister koncentrationen et øjeblik. Karpen jeg bakser med, er efterhånden tæt på net kanten, men ser sit snit til at få vand over ryggen.
Med et kraftigt afsæt forsvinder den ned i dybet, og fortsætter ufortrødent ind under den platform vi står på.
Liggende på maven med armene under vand, kan jeg trække fisken nærmere med hænderne. Linen er blevet fanget under et stålbeslag en meter nede, så tacklet kommer kun her til. Det er tæt nok til at nå den, men inden nettet omslutter belønningen, kan jeg se krogen miste sit tag.
I en stillestående tidslomme, poserer den hånligt sin gyldne 20+ bredside i solen. Med halens trylleslag genfinder den sin frihed.
Da Loui overrækker den anden stang med fisk på, behøver han ikke sige noget.
Ærgrelsen over egen formåen, står malet i mit ansigt! Jeg springer i båden, og kan fem minutter senere, lande en trøstepræmie på 15.5kg.

Over middel: Hen af aftenen vender Marc tilbage, i selskab med Jean Luke og Tommy.
Det er også længe siden, jeg har trykket de drenge i hånden. Genforeningen bliver fejret med mad over bålet, der efterfølgende bliver skyllet ned på behørigt vis.

De følgende tre dage, glider fire spejlere over netrammen. Den største vejede 18.8kg.
En 12-14kg malle bliver det også til.

Et af disse karpehug, falder på Marcs set-up, og resten af dem på mit. De hjemmerullede boilies, havde vist sig ganske effektive i sidste ende. Fire overnatninger havde rystet syv karper af sig, så jeg var godt tilfreds da det blev tid til at pakke sammen. Ifølge Marc og Luke var resultatet over middel. Der manglede bare en af søens større beboere i vejeslyngen, før det kunne betegnes som rigtig godt. På fiske siden var jeg på ingen måde uenig. Men turens hovedformål, havde været at gense vennerne og deres familie. Dette var lykkedes fuldt ud! Så da bilen styres mod Danmark, kunne der ikke ønskes mere af denne rejse.

Martin Stormly 2019.

.


Planlægning

Oktober 2019: Jakob Gottschalk og jeg kørte en tur syd på, for at fiske lidt karper. Vigtigst af alt, skulle sæsonen 2020 finde sin form, i samråd med franskmændene.
De tre dage vi er der, mister Jakob desværre et par gode fisk. Jeg selv må nøjes med en 13+ som den bedste ud af tre.
På skrivebordet lå nu en grov tegning, over næste års fiskeri. Hvis den skulle realiseres, var en opgradering af det gamle grej, en absolut nødvendighed.

Martin Stormly 2019.


Karpe og Malle Grejmesse

29. februar 2020: Dette års “Forum International De La Carpe Et Du Silure” Løber af stablen i den franske by Montlucon. I fællesskab med Jean Marc, Jean Luke og Jakob, er der blevet planlagt en weekend i fiskegrejets tegn.
På et par dage går omkring 19.000 besøgende, igennem de store haller. Over 200 store som små stande, bugner af produkter til karpe og mallefiskeriet. Mangles noget til de kommende ture, kan det findes her.
Ved arrangementets afslutning er vi et par euros fattigere, og fuldstændig mættet af fiskegrej. Vi ser alle frem til den planlagte tur om to måneder.

Kort tid efter hjemkomst, tager COVID-19 verdenen i sit brutale favntag. Alle rejseplaner falder til jorden, som et korthus.

Martin Stormly 2020.