19.. – 1998

Lystfisker

I de sene teenageår stødte jeg på Kim Frederiksen, og fiskeriet tog fart. Sjællandske søer, moser og åer blev udforsket. Først på cykler og senere i bil. Brasen, Karusse, Suder og Gedder stod på dagsordenen.
Da jeg rundede 20år, havde fiskeriet efter Havørred og Laks sideløbende indfundet sig. Fluestænger og spinnegrej blev flittigt luftet på kysten, og enkelte ture til en svensk elv blev det også til.

Brandfarlig start: Efter et farvel til Kæresten og min 2 måneder gamle søn Daniel, sætter jeg mig bag på maskinen, der kører mod Tuborg Havn. Holdende for rødt i Københavns træge trafik, bemærker jeg en kraftig lugt af benzin, fra en af bilerne omkring os. Smøgen jeg pulser på skal nok ikke smides lige her.
Ved næste lyskryds er stanken voldsom, et hurtigt blik ind under cyklens tank bekræfter mistanken. Klar væske løber fra en benzinslange og videre ud over den varme motor! Imens kim sætter i gang, smider jeg den glødende cigaret.
Højlydt giver jeg udtryk for mine bekymringer, men da færgen er inden for synsvidde, fortsætter han ufortrødent det sidste stykke. Utætheden bliver fikset under overfarten til Sverige. Ved ankomst i Landskrona, er vi køreklar igen.

Næsten nord på: På trods af den store backpack jeg har spændt på ryggen, burde de sidste 140km ikke være noget problem. Stængerne er spændt på siden af køretøjet, og for at spare plads, er vi iført vaders.
De første kilometer på motorvejen, bliver tilbagelagt med god fart. Jeg sidder og nyder udsigten over Øresund, da det går op for os, at kursen er stik syd. Der vendes rundt ved næste afkørsel, og med lidt mere end god fart fortsatte rejsen.

Snestorm: 30km fra mål falder sneen kraftigt. Det er svært at orientere sig fremad. De smalle dæk prøver at finde greb, i de dybe spor fra lastbilerne.
Farten er ca. 20km i timen, og hver gang vi er ved at miste balancen, sparker jeg fra med fødderne. De 12 graders varme ved turens start, var nu faldet til omkring 0 punktet. I læ under en bro, prøver vi begge to at få følelsen tilbage i hænder og fødder. Nu er der enighed om, at vi skulle have vendt om for længe siden!
Med et følelsesløst ansigt fremstammer jeg “det er godt jeg er en voksen mand, ellers havde jeg lagt mig ned og tudet” I ren afmagt leverer jeg et solidt knytnæveslag, på min frosne makkers skulder. Han returnerer øjeblikligt slaget, og en tumult der giver varmen er uundgåelig. Børstet af for sne sætter vi os grinene i sadlen, klar til de sidste 20km. Gennem Falkenberg by, knækker koblingskablet på den trofaste Triumph. I parkeringskælderen under et posthus, finder vi noget pap. Det skal bruges til at isolere bunden, af vores 2 mands telt.
De sidste 1-2 kilometer sidder jeg oven på papskiverne. Med manglende kobling, kæmper kim den skøjtende tohjulede, det sidste stykke af vejen. Mørket har lagt sig over de snefyldte gader, for længe siden.

Redningen: Ved Atran i læ fra en fiskehytte, skovles sneen væk, der hvor teltet skal stå. Under turen, har tung tøsne gennemblødt vores tøj og oppakning, selv de alt for tynde soveposer, har fået lidt vand.
I tvivl om man overhovedet kunne få varmen, i den klamme pose, ser vi hyttens lys tænde.
En svensk fisker stikker hovedet ud, og spørger helt roligt med et glimt i øjet, om han kunne byde på en kop kaffe. Inden han har flyttet sig helt fra døråbningen, springer vi ind i varmen.
En time senere lå udstyret i tørvejr, og sovepladser var venligt men bestemt, blevet anvist på gulvet.

Husket: Den følgende morgen havde et kraftigt tøvejr sat ind.
Solen fik op ad dagen, den altdækkende sne, til at smelte på rekordtid.
Fiskeriet var tamt hen over påsken. Kun en lille havørred blev overlistet.
I højt solskin kørte vi hjemad, og i hukommelsen satte turen sig, på sin helt egen plads.

Under en medetur i Hakkemosen efteråret 1992. Stødte Kim og jeg ind på et par fiskere, der sad begravet, i et arsenal af karpegrej.

What the fu.. : Langt inde i natten, bliver vores koncentration på de knæklysmonterede flåd afbrudt. I karpelejren små 100 meter væk, kalder en hysterisk bidmelder på sin ejer. Den højlydte larm forstummer, men bliver kort tid efter afløst af splask og skvulp, fra en tung karpes kamp i overfladen.
“Det der lyder fandme vildt! Det vil jeg prøve!” flyver det ud af munden på mig.

Forberedelse: Den efterfølgende uge, bliver der købt materialer til tackler. Grejbutikken Jan Og Bo i Roskilde står for skud. Den første pose boilies bliver også hevet ned fra hylden. Inspirationen til dette mytiske fiskeri, bliver suget ud af bogen “Moderne Medefisker” Skrevet af Jens Bursell i 1989.
På en græsplæne bliver stangopstillinger, drobbackindikatorer med klokker, og vores nybundne hairrigs testet af.
En fodring bestående af dåsemajs og lidt boilies, bliver smidt i mosen et par dage før turstart.

24 år gammel og nybagt weekendfar til 2 børn (Zandra 1 år og Daniel 3 år), overtager jeg driften af Hove Ørredsø, i fællesskab med Per Sandorph.

Hele den kommende vinter, bliver alt fritid tilbragt i Hove.
Vi byggede stråtægte shelters, satte bænke med stangholdere op og en gammel skurvogn blev sat i stand og fik monteret brændeovn. Oven i hatten fik det store område en kraftig oprydning, på land som i vand.
Da isen knækkede i foråret 1996, blev ørred fra Asnæs Fiskeopdræt udsat, og butikken kunne åbne dørene. Nu ville skæbnen det sådan, at børnene flyttede hjem til mig. Fast arbejde, 2 små børn, ny kæreste, samt et nyopstartet firma var for meget af det gode. Per købte mig ud af projektet, så jeg kunne have fokus på det der betød mest. Familien!